EU-domstolen afsiger dom til fordel for private låntagere som har optaget en avanceret type realkreditlån med ”rentegulv”. En dom der kan påvirke retsstillingen i Danmark og kan have relevans for andelsboligforeninger med swap’s og andre finansielle aftaler.
Stort set alle regler om forbrugerbeskyttelse i Danmark er EU-regler, der er fastsat ved direktiver, og som herefter bliver gjort til dansk lovgivning. Det har gennem årene betydet, at niveauet for forbrugerbeskyttelse støt og roligt er blevet hævet i takt med, at der er kommet nye direktiver på området. Det er blandt andet regler om oplysningspligt, forbud mod dørsalg, telefonsalg, kompensation for forsinkede fly, opsigelsesvarsler og urimelige kontraktvilkår.
Det handler helt grundlæggende om det indre marked, at man i Europa skal kunne handle trygt på tværs af gamle landegrænser. Men det betyder også, at der nogle gange kan komme retsafgørelser fra EU-domstolen, som kan få betydning direkte her i Danmark, selvom det umiddelbart ikke har så meget med os at gøre.
Den 22. december 2016 afsagde EU-domstolen således en afgørelse om ”rentegulv” i spanske realkreditlån. Det er klausuler, hvorefter renten på et variabelt forrentet realkreditlån ikke kan falde til under et bestemt niveau. I takt med at der efterhånden har været lave renter i hele verden gennem nogle år efterhånden, har dette ”rentegulv” fået stor praktisk betydning for mange låntagere. Det er også en problemstilling, som vi kender i Danmark.
Den spanske Højesteret havde fastslået, at selvom ”gulvklausulerne” var grammatisk set forståelige for forbrugerne, var disse ikke tilstrækkeligt forklaret for forbrugerne til at de kunne forstå deres rækkevidde og konsekvenser. Dette var i strid med den spanske lovgivning og det underliggende EU-direktiv, hvorefter vilkår skal være ”udarbejdet på en klar og forståelig måde.” Den spanske Højesteret valgte dog i første omgang kun at lade disse klausuler være ugyldige fremadrettet fra dommens afsigelse i 2013.
EU-domstolen har nu fastslået – med sin afgørelse af 22. december 2016 – at det er i strid med EU's direktiv på området, at den spanske højesteret begrænser forbrugernes mulighed for at søge den for meget betalte rente tilbage fra bankerne. Det har åbnet op for en række tilbagesøgningskrav, som vil koste de spanske banker mange penge.
EU-domstolen anfører direkte, at en manglende tilbagebetalingsforpligtelse ville kunne sætte den afskrækkende virkning over styr, og det er således også domstolens opfattelse, at de erhvervsdrivende, der anvender sådanne ”ulovlige” vilkår, skal straffes i sidste ende. Afgørelsen har da også haft den effekt, at man nu kan se busreklamer i Spanien for advokater, der tilbyder deres bistand i forbindelse med tilbagesøgning.
Set fra Danmark er det dog i første omgang rækkevidden af den forbrugerbeskyttelse, som EU-reglerne giver os, der er det overraskende. I Danmark har domstolene traditionelt været noget mere tilbageholdende med at tilsidesætte uklare eller dårligt beskrevne kontraktvilkår i bank- eller realkreditlån. Det forhold, at der er tale om EU-regler betyder dog, at man kan påberåbe sig EU-domstolens afgørelser, og evt. få sin sag forelagt for domstolen.
Tilbage i 1990erne led mange forbrugere tab, fordi de havde optaget lån i inkonvertible obligationer. Dengang var det eneste sted forbrugerne fik oplysning om de inkonvertible obligationer i selve gældsbrevet, hvor det var anført, at lånet kun kunne indfris med obligationer. Ejendomsmæglerne, der formidlede lånene blev erstatningsansvarlige for manglende rådgivning, mens realkreditinstitutterne, der havde udbudt lånene, gik fri. En sådan praksis forekommer forkert i lyset af denne nye afgørelse.
Siden da er de finansielle produkter ikke blevet mindre komplicerede, og selvom de mest komplicerede finansielle produkter ikke sælges til forbrugere og derfor ikke vil være omfattet af regler om forbrugerbeskyttelse, så er det bestemt ikke umuligt at danske forbrugere også rammes af uklare eller urimelige vilkår.
Man kan navnlig forestille sig, at forbrugere, der har indgået aftaler om nogle af de mere komplicerede finansielle produkter, som f.eks. renteswaps, valutalån eller komplicerede investeringsprodukter vil kunne påberåbe sig ugyldighed. Her kan man tænke sig, at domstolene vil tilsidesætte vilkår i aftalerne, såfremt forbrugerne bliver ramt af effekter, der ikke med rimelighed kunne forudses, og som ikke var særlig godt forklaret ved aftalens indgåelse.
Særligt renteswaps forekommer oplagte, idet en række andelsboligforeninger har indgået aftale om disse, og disse aftaler vil nok i vid udstrækning være omfattet af reglerne om forbrugerbeskyttelse.
Danskere vil kunne påberåbe sig EU-domstolens praksis for de danske domstole, og man må forvente, at dansk ret hen ad vejen bliver påvirket af EU-retten, således at vi får en højere grad af forbrugerbeskyttelse end man har været vant til. Det er en glidende proces, som godt kan tage noget tid.
Vi rådgiver i Administrationshuset ikke vores kunder om muligheden for at få tilsidesat urimelige klausuler, men vi drøfter gerne problemstillingerne med henblik på at henvise til advokatbistand i de tilfælde, hvor en kunde ønsker det.
Se dommen her såfremt det har interesse: