Siden Lov om Offentlig Digital Post trådte i kraft den 1. november 2013 har borgere og selskaber været forpligtet til at oprette og løbende tjekke deres digitale postkasse (e-boks). I en forventelig kendelse fra Vestre Landsret er det nu fastslået, at det ikke er en undskyldelig omstændighed, at den offentlige myndighed ikke forinden har adviseret borgeren eller selskabet om, at korrespondancen vil ske via e-boks.  

Huslejenævnet havde afgjort en sag mellem en lejer og en udlejer og havde sendt afgørelsen til udlejers digitale postkasse den 20. marts 2015. Udlejer var i dette tilfælde et selskab og forpligtelsen for tilslutning til e-boks fremgår direkte af Lov om Offentlig Digital Post § 3, stk. 2, som lyder: 

”Stk. 2. Juridiske enheder med cvr-nummer, jf. lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal tilsluttes Digital Post, medmindre den juridiske enhed fritages for obligatorisk tilslutning, jf. § 5, stk. 4.” 

Udlejer var ikke opmærksom på deres e-boks, og havde ikke forinden fået meddelelse om, at afgørelsen ville blive sendt hertil. 

I henhold til Boligreguleringslovens § 43, stk. 2, skal kendelser fra Huslejenævnet indbringes inden 4 uger efter parterne er gjort bekendt med afgørelsen. I særlige situationer kan boligretten give tilladelse til, at kendelsen kan indbringes i op til 1 år efter den er afsagt. Fristen udløb således den 17. april 2015. 

Det følger af Lov om Offentlig Digital Post § 10, stk. 1, nr. 1, at post anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i e-boksen. Afgørelsen var således kommet frem til Udlejer den 20. marts 2015. 

Udlejer blev dog først langt senere opmærksom på afgørelsen, og indbragte sagen den 31. august 2015, og boligretten tog særskilt spørgsmålet om afvisning af sagen op til behandling. 

Boligretten afviste sagen og lagde vægt på særligt to forhold: 

  1. Udlejer var ikke omfattet af nogen undtagelser i loven, og altså ikke fritaget for den obligatoriske tilslutning til e-boks. 
  2. Der er intet krav i loven om, at myndigheden, forinden der gives meddelelse, skal advisere om, at dette vil ske til e-boks.

    Boligretten konkluderede således, at der ikke forelå sådanne særlige forhold, der kunne medføre, at fristen for indbringelse skulle udsættes til ét år. 

    Udlejer kærede afgørelsen, men Vestre Landsret stadfæstede med henvisning til Boligrettens begrundelse. 

    Det understreges, at hverken loven eller kendelsen kan anses for at være gældende i forholdet mellem private. Dette er især relevant i lejeforhold, hvor lejer og udlejer, jf. lejelovens § 4, stk. 2, fortsat eksplicit skal have tilkendegivet, at der kan kommunikeres digitalt, før meddelelser (eksempelvis lejeretlige påkrav) kan fremsendes elektronisk og anses for fremkommet på modtagelsestidspunktet. 

    Den konkrete sag kan dog let og vil sandsynligvis blive overført til andre områder, hvor borgere og selskaber har kontakt med offentlig myndigheder. Sagen understreger i den grad vigtigheden af, at selskaber og borgere overholder deres forpligtelse i henhold til Lov om Offentlig Digital Post til at tjekke deres e-boks, idet konsekvenserne som i det konkrete tilfælde, kan være, at man forhindres i at påklage en måske urigtig afgørelse til højere myndighed.