Udflytning af statslige arbejdspladser - ikke en gratis omgang

Her i sommerferien har Dansk Folkeparti meldt ud med en konkret liste over statslige arbejdspladser, der bør flyttes ud af København og fordeles i resten af landet.

Listen omfatter Vejdirektoratet, Naturstyrelsen, Energistyrelsen, Geodatastyrelsen, NaturErhvervsstyrelsen, BaneDanmark, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Søfartsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Kulturstyrelsen, Styrelsen for videregående uddannelser og VisitDenmark.

Det er en lang liste, og det er da vist også kun ment som et forhandlingsoplæg.

Dansk Folkeparti er nu et stort parti, og det har meget magt i det nye Folketing, så en del af det, som bliver foreslået, skal også nok blive realiseret.

Det er også udmærket, at der kommer konkrete forslag på bordet, som kan hjælpe med at understøtte udviklingen ude i landet, således at den ikke bliver trukket endnu mere skævt. Dansk Folkeparti er ofte blevet kritiseret for ikke at ville levere eller stå på mål for ubehagelige forslag, der har konkrete negative effekter. Her er tale om forslag, der – selvom det vækker glæde hos nogle jyske borgmestre – i høj grad påvirker mange mennesker direkte og negativt, da de vil blive tvunget til at skulle vælge mellem at flytte eller at finde sig et andet arbejde.

Det er en politisk beslutning om disse arbejdspladser skal flyttes, og der kan være både godt og skidt at sige om den sag, ligesom der helt sikkert også er en række konkrete forhold, som gør sig gældende for de enkelte institutioner. Der forestår en større politisk armlægning om dette, og vi vil ikke argumentere for eller imod udflytningen af de enkelte institutioner.

Der er imidlertid nogle generelle forhold, som vi gerne vil henlede opmærksomheden på:

Hele kernen i problemet er, at København suger arbejdspladser til sig – både offentlige og private, således at befolkningstilvæksten sker her, mens resten af landet har en mere begrænset vækst – eller ligefrem en nedgang i udkantsområderne. Det er en udvikling, der ikke er unik for Danmark, og det er ikke en udvikling, der er skabt af offentlige investeringer i nye arbejdspladser i Københavnsområdet.

Det er nærmere et økonomisk grundvilkår, der er skabt af en række forhold i samfundsudviklingen, en større specialisering af arbejdsstyrken, højere uddannelseskrav, efterspørgsel efter to højtkvalificerede arbejdspladser i nærheden af hinanden, ønsket om adgang til storbyliv, osv.

Det er tankevækkende, at man kan lave undersøgelser blandt de studerende, der forlader de videregående uddannelser, som viser, at de opfatter det som mere grænseoverskridende at søge arbejde i Jylland end i London eller New York.

I den forbindelse vil det oftest være lettere – og dermed også billigere at etablere institutioner, der kræver specialiseret arbejdspladser i København, hvor der er adgang til arbejdskraft. Det er selvfølgelig ikke umuligt at etablere eller flytte institutionerne andre steder hen, men der vil være knyttet en omkostning til dette i form af rekruttering, flytning og oplæring.

Der er ikke noget mærkeligt i dette. Det er den samme dynamik, der trækker private virksomheder, som efterspørger specialiseret arbejdskraft til store byområder.

Skjulte milliardomkostninger

Da Domstolsstyrelsen valgte at placere Tinglysningsretten i Hobro, blev det præsenteret som en succes for placeringen af specialiserede arbejdspladser udenfor København. Realiteten var dog, at brugerne blev påført en milliardomkostning, fordi systemet stort set ikke fungerede gennem hele det første år. Den regning er aldrig blevet opgjort, og den er aldrig blevet indregnet i de reelle omkostninger. Der var meget, der gik galt. En del af denne omkostning, må tilskrives, at man ikke havde adgang til at rekruttere fra de mange velkvalificerede tinglysningsmedarbejdere, der arbejdede i retterne og på advokatkontorerne i Københavnsområdet.

Det forhold, at det koster penge at flytte arbejdspladser ud af Københavnsområdet er naturligvis ikke det samme som at man ikke skal gøre det. Man skal selvfølgelig bare være bevidst om den omkostning, der er ved projektet, uanset om omkostningen er direkte eller om den bæres af andre.

Organisatorisk fleksibilitet reduceres

Et andet problem er, at de statslige styrelser ofte bliver omorganiseret, således at styrelser nedlægges, oprettes, kompetenceområder flyttes og arbejdsopgaver kommer til eller forsvinder. Hvis arbejdspladserne ligger spredt rundt på forskellige lokationer i landet, bliver det vanskeligere at foretage sådanne tilpasninger, ligesom man risikerer, at lokalpolitiske kræfter vil søge at hindre, at der bliver truffet rationelle beslutninger, ligesom det har været tilfældet med kasernelukninger.

Igen er det ikke et uoverstigeligt problem, men det er naturligvis et forhold, som på længere sigt vil kunne medføre øgede omkostninger.

København skal matche Stockholm, Hamburg og Berlin

Et tredje meget væsentligt problem er dog, at hele diskussionen om udflytning af statslige arbejdspladser bliver til en diskussion om København mod resten af landet, og det er i bund og grund en kedelig diskussion, der ikke er sund for udviklingen af landet som sådan.

Mange store internationale virksomheder betragter Skandinavien, Norden eller store dele af Nordeuropa som et enkelt marked, og når de skal etablere sig, handler det ikke om hvorvidt det giver mening at lægge sit regionale hovedkvarter i København, Århus eller Holstebro. I den sammenhæng handler det om, at København skal matche Stockholm, Hamburg og Berlin.

Der er sikkert ikke nogen, der arbejder for Københavns udvikling, der er begejstret for, at Stockholm markedsfører sig selv som ”The Capital of Scandinavia”, og derfor som det naturlige sted at placere sine regionale aktiviteter.

Set fra resten af landet kan det være trist at se, at udviklingen foregår i København. Men på den anden side ville det nok være endnu mere trist, hvis København tabte stort i kapløbet om internationalisering, for det kunne jo være hele Danmark, der blev forvandlet til en udkant, og så ville der blive endnu længere ud til den yderste udkant.

Københavns internationale konkurrencekraft afhænger i et omfang af de offentlige arbejdspladser, og når man tager fra København for at støtte andre byer, vil man uvægerligt også svække denne konkurrencekraft.

Der findes lande – ingen nævnt ingen glemt – hvor hovedstaden eller andre byer ikke har international konkurrencekraft af betydning, og det har betydning for udviklingen af landet.

Vi mener, at det er en vigtig – og meget politisk diskussion, hvor man finder balancen imellem udvikling i København og udvikling i resten af landet. Der er ikke nogen entydig løsning, men vores pointe er her blot at fremhæve, at det ikke er en gratis omgang, men at der er omkostninger både i forbindelse med produktionen af de tjenesteydelser, som institutionen skal levere, og i forhold til Københavns internationale konkurrencekraft, når man politisk vælger at flytte arbejdspladser ud i landet. Om prisen så er værd at betale, det må politikerne afgøre.