5 forskellige boligtyper

Enfamiliehuse:

Enfamiliehuse er den mest almindelige boligform i Danmark. Det er en enkelt boligform, som ikke er svær at forstå.

Når man køber et enfamiliehus, køber man et stykke jord (haven og måske lidt af vejen). Med jorden følger så også alt det der er ovenpå, dvs. huset, træer, planter hegn mv.

Når man køber et enfamiliehus, har man selv ansvaret for husets vedligeholdelse. Udgifterne til vedligeholdelse er ikke medtaget i ejendomsmæglerens beregning af brutto- og nettoudgifter.

Ofte gælder der særlige bestemmelser for ejendommen. F. eks. kan ejeren have pligt til være med i en grundejerforening, eller det kan være forbudt at bruge ejendommen på en bestemt måde, f.eks til erhverv.

Enfamliehuse kan være fritliggende parcelhuse, dobbelthuse, kædehuse, rækkehuse eller nedlagte landbrug.

Sommerhus er også normalt enfamiliehuse.

Ejerlejligheder:

Ejerlejligheder er lejligheder, som kan købes og sælges. Ejerlejlighederne er udstykket til selvstændige faste ejendomme. Der findes ejerlejlighedskort, der viser hvordan de enkelte ejerlejlighed er beliggende i ejendommen.

Det betyder, at man får skøde på ejerlejlighed på samme måde som et almindeligt hus, og ejerlejligheder kan belånes med realkreditlån som om det var et fritliggende enfamiliehus.

Når man køber en ejerlejlighed, køber man også en andel i selve hovedejendommen, dvs. bygningen og grunden.

En række opgaver skal løses af ejerlejlighedsejerne i fællesskab (f.eks. vedligeholdelse af hovedejendommen, trappevask og renovation.) Derfor skal man være medlem af ejerforeningen, som er et fællesskab af alle ejerlejlighedsejerne i en bestemt ejendom.

Forholdet mellem ejerlejlighedsejerne er reguleret ved ejerforeningens vedtægter, og ejerlejlighedsejerne stemmer og betaler efter fordelingstal.

Ideelle anparter (i tofamiliehuse):

Ideelle anparter ligner på mange måder ejerlejligheder. De ideelle anparter er også selvstændige faste ejendomme, der kan købes, sælges og belånes hver for sig.

Ideelle anparter laves normalt kun i tofamiliehuse. Det hænger sammen med, at det generelt er forbudt at opdele ejendomme med mere end to boliger i ideelle anparter. I enkelte tilfælde kan det dog godt være lovligt. Det forudsætter dog, at ejendommen blev opdelt for meget lang tid siden.

Her du er interesseret i ideelle anparter i ejendomme med flere lejligheder kan du klikke på linket for neden på siden.

Ligesom ved ejerlejligheder køber man også en andel i selve bygningen og grunden.

Der er ikke nogen ejerforening eller vedtægter i ejendomme med ideelle anparter. I stedet er der en samejeoverenskomst, der er tinglyst på ejendommen. Der står, hvem der har brugsret til hvilken del af huset, og hvad man skal gøre, hvis man ikke kan blive enige om f.eks. vedligeholdelsen af huset. Samejeoverenskomsten kan også indeholde nogle bestemmelser om deling af haven.

Andelsboliger:

Andelsboliger ligner på mange måder ejerlejligheder. Andelshaverne kan købe og sælge lejlighederne, og andelshaverne bestemmer selv over den fælles ejendom gennem andelsboligforeningen.

Andelsboliger er dog ikke selvstændige faste ejendomme. Når man køber en andelsbolig, er det kun en andel i andelsboligforeningens formue, som man køber. Med andelen følger så beboelsesret til en bestemt lejlighed. Derfor skal der ikke tinglyses skøde på en andelslejlighed.

Der kan ikke optages realkreditlån i andelsboliger, og køb af andelsbolig skal derfor normalt finansieres med banklån.

Der gælder ikke ligeså klare regler for andelsboliger som for ejerlejligheder. Der laves således sjældent kort over andelslejlighederne, og den enkelte andelshavers beskyttelse overfor foreningen er generelt ringere end det, der gælder ved ejerlejligheder.

I andelsboligforeninger er det ofte ikke den enkelte ejer, der bestemmer hvem der skal købe hans eller hendes bolig. I disse foreninger vil lejlighederne blive solgt til dem, der står på foreningens venteliste.

Andelsboliger er undergivet maksimalpriser. Det vil sige, at lejlighederne ikke må sælges til mere end en beregnet maksimalpris. Maksimalprisen beregnes efter en kompliceret udregning, der tager udgangspunkt i hvad hele ejendommen ville have været værd, hvis der havde været tale om en almindelig udlejningsejendom.

Det er ikke alle andelsboliger der er lige billige, for andelsboligforeningen har ofte en stor gæld, der betales tilbage gennem huslejen. Derfor kan man ikke uden videre sammenligne priserne på ejerlejligheder og på andelsboliger.

Lejeboliger:

For mange boligsøgende kunne en lejebolig have været en godt og fornuftigt alternativ til at købe en ejerbolig. Det gælder især for dem, der ved at de kun skal bruge boligen i en kortere periode. Det koster nemlig meget at købe og sælge. Det skal man være meget opmærksom på, hvis man alligevel kun skal bo 2-3 år på stedet.

Næsten alle lejeboliger er undergivet regler om maksimal husleje. Det vil sige, at lejlighederne ikke må udlejes til mere end den fastsatte maksimale husleje. Reglerne betyder, at der næsten ikke er noget marked for lejeligheder. De, der bor i lejelighederne holder fast i dem, fordi de er billige, og når der bliver noget ledigt, så går det til dem, der kender nogen, der har de rigtige forbindelser.

Hos de almene boligselskaber er det dog ofte muligt med relativt kort varsel at få en 1-værelses lejlighed med en ikke særlig attraktiv beliggenhed. I kraft af selskabernes regler om ventelister og intern bytning, vil det derefter være muligt at opnå en bedre bolig efter nogen ventetid.

Således som lejeboligmarkedet er i dag, er lejeboliger imidlertid næppe et reelt alternativ for boligsøgende, som ønsker at have – en blot minimal – indflydelse på deres eget boligvalg.

Bliver din forening eller ejendom ikke allerede administreret hos os? Så få et tilbud på administration her lige her

- Opdateret 1/12 2014