Som følge at det stærkt ændrede vejrlig i Danmark de seneste år, varsler forsikringsselskaberne i øjeblikket ændrede betingelser i forbindelse med skybrudsskader

Selskaberne håndterer udfordringen forskelligt, men vi ser generelt, at der indføres selvrisiko på skybrudsskader og at der skelnes mellem hvilke materialer der erstattes, samt stilles krav til, at genopbygningen laves så den er mere sikker i forhold til fremtidige vandskader. Endelig ændres kravene til opbevaring af ejendommens løsøre hvis det skal være dækket.

De nye regler, særligt omkring ejendommens løsøre, kan få store konsekvenser for ejendommen og dens beboere hvis skybrud i det omfang vi har set de seneste år gentager sig. Særligt hvis ejendommen ikke har sikret sin kælder bedst muligt.

Codan Forsikring varsler ændring i forsikringsbetingelserne gældende for ejendomme placeret i rammeaftalen for de af Administrationshuset´s administrerede kunder incl. individuelt tegnede policer gældende pr. den 1. januar 2013.

Codan Forsikring varslede i deres første udspil en selvrisiko på 10% - maksimum kr. 15.000 for skybrudsskader i kælder. Efter forhandling har Willis fået ændret varslingen til nedenstående.

Selvrisiko i forbindelse med skybrudsskade i kælder

Ved skade som følge af skybrud på vandsugende bygningsdele og -materialer i kælder gælder en særlig selvrisiko på 10% af skaden - dog maksimum 7.500 kr. (indeks 2012) pr. bygning, jævnfør BBR-meddelelsen.

Den anførte selvrisiko vedrørende vandskade i kælder beregnes ud over den for policen gældende selvrisiko, og indgår ikke i en for forsikringen eventuel maksimering af den samlede årlige selvrisiko.

Ved vandsugende bygningsdele og -materialer forstås - men ikke begrænset til:

  • træbeklædning,
  • træ- eller laminatgulve,
  • gulvtæpper,
  • filtbelægninger og lignende,
  • gipsbeklædning,
  • isoleringsvægge

Hvis der ved retablering efter en vandskade i kælder vælges materialer der ikke er vandsugende, vil den ekstra selvrisiko ikke blive gjort gældende.

Erstatning for retablering med ikke vandsugende materialer kan aldrig overstige udgiften for erstatning med tilsvarende skaderamte vandsugende materialer.

Skade på løsøre i kælder som følge af skybrud

Forsikringen dækker ikke:

Skade på løsøre i kælder som følge af skybrud, medmindre løsøret er placeret mindst 30 cm over gulvniveau på fast materiale der ikke er vandsugende som f.eks. stålreoler.

Undtagelsen gælder for samtlige genstande beroende i kælder - undtagen møbler som borde og stole samt rullende materiel, eksempelvis fejemaskiner, der anvendes i forbindelse med virksomhedens/ejendommens daglige drift.

For møbler som borde og stole samt rullende materiel, eksempelvis fejemaskiner, der anvendes i virksomhedens/ejendommens daglige drift, og som er placeret direkte på kældergulv gælder en særlig selvrisiko på 10% af skaden – dog maksimum 7.500 kr. (indeks 2012) pr. bygning, jævnfør BBR-meddelelsen.

Den anførte selvrisiko vedrørende vandskade i kælder beregnes ud over den for policen gældende selvrisiko, og indgår ikke i en for forsikringen eventuel maksimering af den samlede årlige selvrisiko.

Anbefalinger

Formelt set er forsikringen, som følge af denne varsling, fritstillet for opsigelse frem til den 31. december 2012. Set i forhold til hvad det øvrige forsikringsmarked har varslet omkring selvrisiko og skærpede vilkår ved skybrudsskader, som er tilsvarende eller dårligere, rammeaftalens dækningsgrad- og vilkår samt præmieniveauet for denne, har vi valgt at acceptere de ændrede vilkår. Ejendomme under vores rammeaftale som ikke er enig i dette, skal tage kontakt til Willis straks.

De ændrede betingelser understreger samtidig vigtigheden af at ejendommen tager udfordringen om at sikre kælderen mod skybrud meget alvorligt. Forsikringen er ikke et værn mod skybrud og den økonomiske dækning vil jf. ovenstående blive ringere og nok ikke komplet næste gang det sker. Dertil kommer at ejendomme med mange skybrudsskader vil få svært ved, at etablere en forsikringsløsning incl. dækning for skybrudsskader i fremtiden, uagtet man er indstillet på at betale en højere præmie.

Vi anbefaler, således på det kraftigste at foreningen søger den rådgivning og igangsætter de nødvendige arbejder til at minimere risikoen ved fremtidige skybrud: Dertil kommer vigtigheden af at man søger at indrette kælderen så opbevarede genstande kommer op fra gulvet og at disse forhold kommunikeres til beboerne.

Hvis bestyrelsen har nogle spørgsmål til ovenstående kan disse rettes til Jakob Melchior hos Willis.