Rentekommentar september '11:
- Balance på kanten af afgrunden

Vi har ingen mening om dette, men vi tror grundlæggende at en ny regering vil føre en nogenlunde uændret økonomisk politik, som ikke vil rykke Danmarks situation væsentligt i forhold til resten af verden. Udfordringerne kommer udefra i denne tid og ikke fra vores egen hjemlige scene.

Siden august har vi stået på kanten af en ny alvorlig krise, en krise som har sin kim i mistillid, og hvor markederne igen prøver at udsøge sig de svageste led. Denne gang er det landene i Sydeuropa, der står for skud.

Grækenland står først, og der er ikke megen tvivl om, at den økonomiske situation i Grækenland er skidt. Der skal ske voldsomme ting, hvis Grækenland skal kunne betale sin gæld tilbage nogensinde. Markederne kigger videre til Portugal, Irland, Spanien, og Frankrig. Italien er netop blevet nedgraderet som det skete for USA for kort tid siden. Et efter et bliver landene testet af markederne, og det virker som om markederne har tabt troen på euroen og har overbevist sig selv om at et eller flere lande skal ud af samarbejdet.

Det ligner situationen i 1992, da Soros blev verdensberømt på at spekulere mod det britiske pund – og vandt.

Der er ingen, der ved hvor det ender denne gang, men vi står helt ude på kanten nu. Nogen vil mene at krisen allerede er indtruffet og at vi bare ikke er ramt af chokbølgen endnu. Renten på de græske statsobligationer er over 70% nu, og markederne har reelt afskrevet Grækenland og prøver at regne ud hvad der nu skal ske.

Aktiekurserne har også været i frit fald i uger, og store summer af penge søger sikker havn i guld, schweizerfranc og obligationer. Dette er en indikation af at markedet regner med, at gældskrisen vil få betydning for økonomien mere generelt og dermed også selskabernes mulighed for at tjene penge de kommende år. Dvs. en generel lang konjunkturnedgang.

Hvad er det så mere præcist man frygter? De mest alvorlige scenarier kredser om en kombination af en eller flere af følgende situationer: En statsbankerot i Grækenland, en ny likviditets- og finanskrise, et ”sammenbrud” i euro-samarbejdet og en lang periode med lav vækst og lav beskæftigelse, eventuelt kombineret med stigende inflation.

Et scenarie kunne være som følger: De andre europæiske lande holder op med at låne penge til Grækenland, og landet standser sine betalinger. En række store europæiske banker står tilbage med meget store tab, men vi ved ikke præcist hvilke banker der taber mere end de kan tåle. Situationen bliver lidt som i 2008. Bankerne tør ikke låne til hinanden, for de ved ikke hvem der er insolvente og er i fare for at gå ned. Det medfører en ny post-Lehmann situation, hvor långivningen generelt fryser til.

En situation hvor ingen vil låne til hinanden, og hvor politikerne ikke kan eller vil gribe ind, vil betyde at investorerne også vil begynde at flygte ud af andre sydeuropæiske statspapirer. Renterne stiger så på disse papirer og disse lande kommer i krise.

Grækenland – og måske andre lande – kan blive nødt til at træde ud af euroen for at få deres konkurrenceevne igen for at skabe noget vækst og beskæftigelse. En mulighed er også at nordlige lande træder ud og danner en ny valuta, fordi deres omkostninger ved at være en del af dette morads bliver for stor både politisk og økonomisk. En udtrædelse af euroen er en ekstremt kompliceret øvelse lige meget om det er i toppen eller i bunden, og omkostningerne ved en opløsning er voldsomme i forhold til det, som det koster at redde nogle enkelte mindre lande.

Konsekvens bliver lav eller negativ vækst som udløser øget ledighed og øget offentligt underskud. Samtidig vil presset på statsobligationerne reelt tage det finanspolitiske redskab fra politikerne, da de vil blive tvunget til at balancere de offentlige finanser og skære dybt i velfærd og offentlige lønomkostninger.

Dette er et fuldt dommedagsscenarie, og det er den slags, der bliver malet på væggen, når markederne dykker. Vi tror dog ikke, at sandsynligheden for det fulde sammenbrud så stor. Det er dog ret sandsynligt, at vi kommer et stykke ned ad den vej, inden der igen kommer lys forenden af tunnelen. Nok mere sandsynligt end en hurtig vending og positiv udvikling.

De nordeuropæiske politikere spiller et vanskeligt spil i disse tider. De kunne nok godt fikse problemet og skabe ro. Dette kræver at man begynder at slå Euro-landenes gæld sammen i euro-obligationer og låne Grækenland ubegrænsede midler, men det er politisk uholdbart. Det er også en meget dyr løsning, om end den nok er billigere end et fuldt sammenbrud. Samtidig ønsker man at bibeholde presset på de sydeuropæiske lande og tvinge dem til at rette op på deres økonomi. De skal ikke have en alt for let løsning. Holdningen er at det er problemer de har skabt for sig selv og der må ydes før der kan nydes. Politikerne balancerer altså bevidst på krisens kant.

Den enkelte person – eller forening – kan ikke gøre så meget, når de store begivenheder passerer ude i verden. Og dog…

Kriser handler i høj grad om psykologi. Hvis verden er utryg, er det bedst at have lidt ekstra på kistebunden, og måske skal man vente med det nye tag til næste år. Det er en naturlig og sund reaktion, men den er faktisk med til at forstærke en krise. Hvis man er en situation, hvor man ikke er specielt udsat for arbejdsløshed, og man alligevel vælger at holde igen på sit forbrug, bliver man en del af krisen. I stedet bør man faktisk udnytte de gode tilbud, de billige håndværkere, den lave rente osv.

Eller som Warren Buffett siger det - Man skal være grådig, når de andre er frygtsomme, og frygtsom, når de andre er grådige. Det oversætter vi til, at man ikke skal gå i panik, men se på de muligheder, som situationen giver – og udnytte dem.