Rentekommentar december '10:
- Opstigning fra bunden?

Resultatet er godt, der kommer lavere renter næste år, selvom det ikke ser helt så godt ud, som det gjorde for en måned siden. F1 landede på 1,52% mod 1,78 sidste år. F5 landede på 2,81%, hvilket er et fald fra 3,20%.

Den sidste måned har været præget af uro på de internationale finansmarkeder, der navnlig har været relateret til Irland og Portugal. Selvom der af og til er dramatiske avisoverskrifter, er de bevægelser, som vi har set på det danske rentemarked, ikke andet end små skvulp, hvor vi nu ser en let opadgående rente – fra et meget lavt udgangspunkt!

Den lange rente har bevæget sig lidt opad, og de 30-årige 4 % obligationer ligger lige nu i kurs 93,7, hvilket betyder, at det ikke er interessant at konvertere til 4 % fastforrentede lån længere. Den korte rente har som nævnt også bevæget sig lidt opad (fra 1,3% til 1,5%), men den er stadig lavere end for et år siden.

De fleste mener, at vi også i de næste år vil have en lav rente, og det er givet et realistisk scenarie, selvom det næppe er det eneste scenarie.

I den forbindelse er der to spørgsmål, som vi godt vil adressere. Begge spørgsmål peger i retning af højere renter på lidt længere sigt.

For det første har Nationalbankdirektøren igen i sin tale til Finansrådet d. 6. december nævnt refinansieringsrisikoen på rentetilpasningslån som et problem for den finansielle sektor. I løbet af de sidste uger er der blevet solgt for milliarder og atter milliarder nye obligationer som led i refinansieringen af danskernes boliglån. Når man taler om at rentetilpasningslån skal blive dyrere på grund af større kapitalkrav til bankerne som følge af internationale regler, er det ikke kun et spørgsmål om at udlandet ”ikke forstår” den danske realkreditmodel. Det handler om risiko for det utænkelige. Hvis der lige pludselig ikke er købere til obligationerne, vil det få meget alvorlige konsekvenser for hele den meget rentefølsomme danske økonomi.

Det kræver benhård økonomisk disciplin både fra de udstedende institutters side og på nationalt plan. Vi er kollektivt afhængige af, at køberne af danske realkreditobligationer helt ubetinget har tillid til både betalingsevnen og værdien af de kroner, som vi betaler med.

Den risiko har ligesom alle andre risici en pris, der kan gå op og ned, og det er desværre vores fornemmelse, at den pris nok er på vej op.

For det andet må det grundlæggende set undre, at danske huskøbere gennem det sidste år har kunnet låne penge billigere end den græske, irske eller portugisiske stat. Uanset hvad man måtte mene om disse landes økonomier, så må der være en klasseforskel.

Disse lande låner i Euro, og renteforskellen kan derfor ikke forklares i valutarisiko.

Disse lande står naturligvis overfor nogle udfordringer, som vi er ude af stand til at bedømme. Grundlæggende ser vi dog denne meget markante renteforskel som unaturlig. Den dag, hvor statslånerenterne i udsatte lande indenfor Euro-området bliver normaliseret, vil det påvirke renterne på alternative placeringsmuligheder, og det er f.eks. danske realkreditobligationer.

Disse to forhold peger, sammen med en evt. genopretnings af økonomien, umiskendeligt i retning af stigende renter. Men det kan være, at der går lang tid, inden de viser sig, og det er derfor ikke rigtig noget vi kan bruge til her-og-nu beslutninger. Vores pointe er blot, at vi ikke må tro, at de lave renter, som vi ser nu, er en varig situation.

Den aktuelle uro i finans- og valutamarkederne og ovenstående overvejelser understreger vigtigheden af, at når man gør brug af den meget gunstige korte rente, så skal man indrette sin grundlæggende økonomi på at kunne servicere sin gæld også ved et mere normalt langsigtet renteniveau! Jf. tidligere rentekommentarer mener vi man skal indrette sig efter en rente på ca. 4,5%.