Ejerskifte – Køb og salg af ejerbolig

Ejerskiftet i forbindelse med handel af ejerboliger varetages primært af parternes advokater og ejendomsmægler. Ejeren skal typisk ikke foretage sig noget i forhold til administrationen, men nedenstående forhold kan være gode at kende til:

Mæglerskema:
Når du sætter din ejerbolig til salg hos en ejendomsmægler sender mægleren et mæglerskema til administrator. Administrator oplyser mægleren alle relevante oplysninger om lejligheden og fremsender de relevante foreningsdokumenter som vedtægter, regnskaber, mv. Administrator tager et gebyr for dette som betales af mægler.

Meddelelse om ejerskifte:
Meddelelse om ejerskifte, dvs. at lejligheden er handlet og dato for overdragelsen, skal meddeles af mægler eller advokat skriftligt til Administrationshuset. Ikke af køber eller sælger. Sådan meddelelse kan sendes til kontakt(AT)administrationshuset.dk eller Administrationshuset.dk, Enghave Plads 13, 1670 København V.

Når vi har modtaget denne meddelelse registreres ejerskiftet hos administrator og dermed i foreningens ejerfortegnelse. Opkrævninger er fællesudgifter varme, mv. sendes fremover til den nye ejer og evt. efterregulering af tidligere/forudbetalte opkrævninger foretages.

Der opkræves et gebyr for registrering af ejerskifte. Dette gebyr opkræves hos den nye ejer sammen med en af de første opkrævninger af fællesudgifter.

Aflæsning og varmeregnskab
Hvis der ønskes aflæsning kontaktes administrator med besked om overtagelsesdag og købers navn. Herefter skriver administrator til det selskab, der aflæser og beder dem om at foretage aflæsning.

Hvis der ikke aflæses vil varmeregnskabet blive lavet på baggrund af graddage, hvilket også normalt giver en meget retvisende afregning.

Uanset om der aflæses eller ej vil der altid blive lavet varmeregnskab for både sælger og køber. Varmeregnskab for hele perioden afregnes over for den til enhver tid værende ejer af lejligheden. Købers og sælgers indbyrdes afregning er ejerforeningen og administrator uvedkommende.

Læs mere om varmeregnskaber her.

Ofte stillede spørgsmål:

Jeg har fået sælgers afregning. Kan det være rigtigt?

Ja – Det er almindelig praksis i ejerforeninger at køber hæfter for sælgers del af varmeregnskabsperioden. Dette er oplyst til mægler, advokat og ofte også i velkomstbrev til køber. Dertil fremgår det normalt også direkte af vedtægterne. Formålet med denne praksis er at beskytte foreningen, og dermed alle ejerne, mod tab på fraflyttere.

Administrationshuset.dk A/S | Enghave Plads 13 |1670 København V | 70 22 22 15 | kontakt(AT)administrationshuset.dk